Lufthavne
Erik Jensen: Qaqortoq får en lufthavn
Der må ikke herske tvivl om, at Qaqortoq får en lufthavn, fastslår naalakkersuisoq for infrastruktur Erik Jensen, der afventer nogle tekniske undersøgelser, der skal sikre, at regulariteten for lufthavnen er tilfredsstillende.
I et svar til Kommune Kujalleqs kommunalbestyrelse oplyser Erik Jensen, at Kalaallit Airports har behov for yderligere tekniske undersøgelser af placerings-, vind- og turbulensstudier.
Har ventet længe nok
- Der er ingen tvivl om, at Qaqortoq vil få en ny lufthavn. Det har vi besluttet, og man har ventet længe nok i Kommune Kujalleq, siger Erik Jensen, der udmærket forstår frustrationerne i sydkommunen over, at tidsplanen for en ny lufthavn er blevet ændret med et år, så den først vil stå klar i 2022.
Hvis de tekniske undersøgelser ikke er tilfredsstillende i forhold til regulariteten, hvad vil der så ske?
- Det er for tidligt at sige noget om. Jeg vil afvente de tekniske undersøgelser, som Kalaallit Airports er i gang med. Det er jo i alles interesse, at regulariteten for lufthavnen er tilfredsstillende. Også for borgerne i Qaqortoq, understreger Erik Jensen, der håber, at det alene er et spørgsmål om eventuelt at ændre lidt på vinklen på den planlagte landingsbane, så en tilfredsstillende regularitet opnås.
Læs også: Usikkerhed om lufthavnsplacering i syd
Større økonomisk råderum
Erik Jensen påpeger, at man har sikret en langt bedre økonomisk model ved at udskyde lufthavnen med et år, fordi det vil give et mindre pres på entreprenørbranchen.
- Det forventes, at det økonomiske råderum bliver større. Dermed bliver der også bedre mulighed for at finansiere de kommende regionale landingsbaner, påpeger Erik Jensen.