Eksportværdi af hellefisk styrtdykker

Værdien af eksporterede fiskeriprodukter er faldet med 15 procent sammenlignet med sidste år. Især hellefisk er ramt.

Eksportværdien af hellefisk i de første syv måneder er gået tilbage med 30 procent i forhold til samme periode sidste år.
Offentliggjort

Samlet er eskportværdien af fiskeprodukter faldet med flere hundrede millioner kroner indtil videre i år, viser nye tal for eksporten fra Grønlands Statistik.

- Eksportværdien i januar til juli 2021 var på 2.312 mio. kr. I forhold til sidste år samme periode, er der tale om et fald på 424 mio. kr., svarende til 15,5 pct, skriver statistikkontoret.

For rejer er værdien faldet med 9,9 procent i de første syv måneder. Det svarer til 137 millioner kroner. Selve mængden af de eksporterede rejer har været stabil.

Hellefisk går kraftigt ned i værdi og mængde

Anderledes ser det ud for hellefisk, hvor både pris og mængde er faldet. Eksportværdien er hellefisk er faldet med hele 30,2 procent, svarende til 223 millioner kroner.

Mængderne er faldet med 19,6 procent, og den gennemsnitlige kilopris faldt med 13,2 procent, skriver Grønlands Statistik.

Endelig er eksportværdien af torsk samlet set faldet med 16,6 procent, hvilket svarer til 54 millioner kroner. Mængderne af torsk er steget med 0,6 procent, og den gennemsnitlige kilopris er faldet 17,1 procent.

Grønlands Statistik tager forbehold for, at tallene kan blive ændret senere, hvis det viser sig, at eksportørerne ikke har indberettet rettidigt til Skattestyrelsens toldfunktion.

Powered by Labrador CMS