konkurs
E. Pihl & Søn Grønland er nu også fortid
Det grønlandske selskab var 100 procent ejet af moderselskabet E. Pihl & Søn A/S
I de sidste 40 år har Pihl & Søn arbejdet med forskellige bygge- og anlægsprojekter i Grønland, men den tid er der endeligt sat punktum for nu.
Retten i Grønland har taget E. Pihl & Søn Grønland ApS under konkursbehandling, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det grønlandske selskab var 100 procent ejet af moderselskabet E. Pihl & Søn A/S.
Om baggrunden for, at det først er nu, at det grønlandske selskab går konkurs - og ikke samtidig med, at moderselskabet gik konkurs i august - siger kurator Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater:
- Vi skulle først have et overblik over, hvordan selskabets selvstændige økonomi så ud, og fordi der ikke decideret var nogen medarbejdere ansat i selskabet, har der ikke været samme pres på.
Henrik Steen Jensen er sammen med Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert udpeget som kuratorer for konkursboet.
Pihl & Søn Grønland har kun haft en ansat og har deltaget i en række konsortier.
- Selskabet har ikke udøvet selvstændig aktiv virksomhed og har derfor ikke været direkte involveret i igangværende entrepriser. Konsortierne har stået for at hyre til projekterne, forklarer Henrik Steen Jensen.
Det bliver konsortiernes opgave at føre projekter videre.