internet

Dyre forbindelser til Canada

Efter næsten en måned med et ustabilt søkabel til Canada er forbindelsen 'Greenland Connect' genetableret

Kabelskibet IT Intrepid er nu ved at afslutte arbejdet ved at grave søkablet i havbunden igen. Reparationen af søkablet til Canada løber op i syv millioner kroner.
Offentliggjort

Natten til lørdag var der igen hul igennem til Canada og dermed er telekommunikationen via søkablet mellem Grønland og Canada genetableret.

Det var muligt at gennemføre en hurtig reparation, fordi kabelskibet IT Intrepid og reservedele allerede var i Canada, samtidig med at vejret har været fint i området.

Skaden er uden tvivl forårsaget af et fisketrawl. Kablet var revet helt over og flyttet, så de to ender var placeret et godt stykke fra hinanden, oplyser Tele-Post, der arbejder på at fastslå, hvilke trawlere der har forårsaget de to sidste kabelbrud.

Prisen for at reparere bruddet er omkring syv millioner kroner.

Udover at alle officielle søkort blev opdaterede med søkablets position under etableringen af Greenland Connect er nye varsler nu sendt ud via den canadiske kystvagt.

Desuden er Tele-Post også i dialog med lokale fiskeriorganisationer, trawlerorganisationer, større rederier og myndigheder i forsøget på at forebygge flere kabelbrud forårsaget af fiskeri.

Powered by Labrador CMS