Borgmester kritiserer rederi: Stop for anløb hæmmer turismeerhverv

Kommune Qeqertalik er bekymret over Arctic Umiaq Lines beslutning om ikke at anløbe Qeqertarsuaq med Sarfaq Ittuk i højsæsonen på grund af stor succes.

Offentliggjort

En unik mulighed for turister i Diskobugten går til spilde, når Sarfaq Ittuk ikke længere anløber Qeqertarsuaq. Det mener borgmester i Kommune Qeqertalik, der ellers glæder sig over et blomstrende turismeerhverv i kommunen.

- Det er uforståeligt, at Arctic Umiaq Line har besluttet ikke at anløbe Qeqertarsuaq i højsæsonen, særligt når begrundelsen er, at anløbene har været for stor en succes, lyder det fra borgmester Ane Hansen (IA).

Succes stopper Sarfaq Ittuk

I sidste uge meldte Arctic Umiaq Line ud, at Sarfaq Ittuk fremover ikke skal anløbe Qeqertarsuaq i højsæson. Årsagen er for stor succes og efterspørgsel, der betyder, at personalet ikke kan nå at klargøre kahytterne til de næste gæster ved anløb.

- Det er fortsat vigtigt at prioritere Sarfaq Ittuk anløb til Qeqertarsuaq i højsænonen. Vi skal sikre udvikling af turismen i hele regionen. Arctic Umiaq Lines beslutning om ikke at besejle Qeqertarsuaq i højsæsonen understøtter ikke den fortsatte udvikling af turismen i Qeqertarsuaq, mener Ane Hansen.

Åben for dialog

Kommunen har forståelse for, at udskiftning af mange passagerer til Qeqertarsuaq betyder ekstra arbejde for medarbejderne.

For at løse udfordringerne ved succesen er Kommune Qeqertalik åben for dialog med Arctic Umiaq Line og Naalakkersuisut.

- Et stigende antal passagerer burde være positivt for virksomheden og kunne måske være med til at gøre selskabet mindre afhængig af tilskud fra det offentlige. Jeg ønsker derfor en dialog med selskabet og ejeren Naalakkersuisut om den fortsatte besejling af Qeqertarsuaq i højsæsonen, lyder det fra Ane Hansen, borgmester i Kommune Qeqertalik.

Powered by Labrador CMS