fiskeri
Bedre forhold for trawlere i Sisimiut
Trawlere får mulighed for at losse ved det kommunale kajanlæg.
Nu bliver det nemmere at losse trawlere i Sisimiut. Det skriver Qeqqata Kommunia i en pressemeddelse.
Der bliver nu skabt mulighed for, at to trawlere kan losse samtidigt i den nye havn i Sisimiut, som kommunen selv har finansieret.
Forudsætningen er, at der bliver installeret såkaldte reefer-stik, som kan sikre en strøm til frysecontainere, der er nødvendige for at varerne kan holdes frosne. Reeferstik indeholder derudover et modem til temperaturovervågning af frysecontainerne.
Kommunens økonomiudvalg har netop sagt ja, til, at der kan etableres ti sådanne reeferstik på der kommunale kajanlæg.
Det anslås, at der hermed kan opnås losseforhold, der er langt bedre og hurtigere end de forhold, der er på Atlantkajen, som i dag benyttes til losning og som mangler pladser da kajen også benyttes til RAL skibe med forsyninger.
- Da rejebistanden er i fremgang og generelt fiskeriet, er det vigtig at også kunne give gode forhold for trawlere og ikke mindst vores fiskerierhverv, siger borgmester Malik Berthelsen (S).
- Det er dog fortsat vigtigt at krydstogtskibene der kommer om sommeren har mulighed for at kunne benytte kajanlægget, derfor har det været vigtigt at undersøge alle havnerelaterede aktiviteter, så der er plads til alle.