BankNordiks besparelser giver pote
BankNordik melder om fortsat god udvikling i basisindtjening og omkostninger i 3-. kvartal og opjusterer forventninger til årsresultat en smule. Der afsættes dog flere penge til eventuelle coronakonsekvenser.
BankNordiks resultat før skat er i 1.- 3. kvartal 2020 landet på 156 millioner kroner i mod 201 millioner i samme periode sidste år. Og det er adm. direktør Árni Ellefsen godt tilfreds med.
- Vi er tilfredse med at konstatere, at de omkostningsbesparende og indtægtsgivende tiltag, som vi annoncerede ved udgangen af 2019, har været drivkraft bag en positiv udvikling i årets første ni måneder, udtaler han i en pressemeddelelse i forbindelse med virksomhedens kvartalsregnskab.
Bank Nordik indsnævrer i den forbindelse forventningerne til 2020 fra 120-160 millioner kroner til 140-160 millioner kroner.
Justerer forventninger igen
Oprindeligt forventede ledelsen et nettoresultat for 2020 på mellem 100 og 150 mio. kr., men på baggrund af situationen omkring COVID-19 og den usikkerhed, som pandemien medførte, sænkede banken forventningerne med 80 mio. kr. i slutningen af april i år.
Direktøren påpeger at banken ligesom alle andre er påvirket af situationen med Covid-19.
- På trods af, at der i lyset af COVID-19 har været tale om en udfordrende periode, har vi formået at sikre en bedre balance mellem omkostninger og indtjening. I årets 3. Kvartal har især udviklingen i nettoforsikringsindtægterne været gunstig, siger han.
Afsætter flere penge til coronakonsekvenser
På grund af den fortsatte usikkerhed, som coronakrisen medfører, har banken alligevel valgt at øge den pulje, der er afsat til at dække eventuelle tab, så den nu lyder på i alt 50 millioner kroner, hvoraf 14 mio. kr. påvirker regnskabet for den grønlandske del af forretningen.
En anden konsekvens af coronakrisen og myndighedernes henstilling om at udvise tilbageholdenhed var, at BankNordik den 24. Marts i år besluttede foreløbigt ikke at udlodde udbytte for regnskabsåret 2019.
Banken har dog siden meddelt, at medmindre den økonomiske udvikling ændres betydeligt, vil der senest i forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet for 2020 på ny blive taget stilling til udlodning af udbyttet for regnskabsåret 2019 og efterfølgende år.
Udvalgte hovedpunkter fra BankNordiks delårsrapport for 1.- 3. Kvartal 2020:
- Driftsomkostningerne faldt med 39 mio. kr. til 317 mio. kr. i 1.-3. Kvartal 2020 som følge af en reduceret markedsføringsaktivitet samt lavere personaleomkostninger sammenlignet med året før.
- BankNordiks nettoresultat udgjorde 123 mio. kr. i 1.-3. Kvartal 2020 mod 158 mio. kr. i 1.-3. Kvartal 2019.
- Udlånet faldt med 154 mio. kr. (-2%) fra 10,0 mia. kr. pr. 30. September 2019 til 9,8 mia. kr. pr. 30. September 2020.
- Formidling af realkreditlån steg med 415 mio. kr. (+3%) fra 12,9 mia. kr. pr. 30. September 2019 til 13,3 mia. kr. pr. 30. September 2020.
- Indlånet faldt med 665 mio. kr. fra 13,6 mia. kr. pr. 30. September 2019 til 12,9 mia. kr. pr. 30. September 2020.