Ane: Derfor hellefisk-reformen
Politisk ansvarlig Ane Hansen forsvarer reformen af det kystnære fiskeri efter hellefisk, som KNAPK-formand, Leif Fontaine, har kritiseret
Medlem af naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit. Foto: Leiff Josefsen
Leiff Josefsen
I et åbent svarbrev skriver medlem af naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit, at hun undrer sig over, at KNAPK – som fra starten har været med i samarbejdet om planerne – ønsker at udsætte reformen af det kystnære fiskeri efter hellefisk, som nu efter flere års planlægning bliver realiseret.
Ane Hansen tilbageviser KNAPK's påstand om, at der er for lidt information om reformen med, at der har været høringer, betænkninger og gennemført flere kampagner om emnet.
Hun fortsætter i sit svar og henviser til selvstyrets bekendtgørelse nummer 2 af 2. februar 2012 og understreger, at kvotefordelingen foregår i henhold til bekendtgørelsens anvisninger. Den endelige kvotefordeling vil planmæssigt og som lovet blive meddelt ud til fiskerne umiddelbart efter 1. juli.
Ane Hansen slutter sit svar til KNAPK's formand, Leif Fontaine, med at tilbagevise hans påstande om, at man byder andre ind i det kystnære fiskeri med den nye reform ved at henvise til paragraf 10 i bekendtgørelsen af 2. februar 2012, hvori det står, at det kun er erhvervsfiskere, som har registreret deres hellefiskefangst gennem de seneste tre år, der kan komme i betragtning.
Dermed understreger Ane Hansen, at det kun er aktive fiskere efter hellefisk, der kan få tildelt kvoter.
Læs hele medlem af naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansens svar til KNAPK i den vedhæftede fil - svaret er på grønlandsk.