Ambassadør nedtoner Kinas interesse

Danmarks Beijing-ambassadør tror ikke på kinesisk milliardeventyr i Grønland

Aktiemarkedet er et følsomt marked. Valgresultatet fik kurserne på London Minings aktier til at dykke onsdag. Grafik: London Mining
Offentliggjort

Kinas mulige store interesse i den grønlandske undergrund har været et varmt politisk emne forud for tirsdagens valg til Inatsisartut.

Men den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, mener, at man bør lægge en dæmper på de forventninger, der er til milliardindtægter fra kinesiske investeringer i minedrift i Grønland.

Det kolde klima og afstanden kan gøre Grønland dyr i kinesiske øjne, vurderer Friis Arne Petersen over for Nordjyske Stiftstidende.

- Transportomkostningerne bliver meget store. Og Kina har ikke råd til at lave minedrift nogen steder i verden, uden at de kinesiske virksomheder overholder de lokale krav.

- Alt andet lige bliver det en meget høj produktionsomkostning, siger Friis Arne Petersen til avisen søndag.

Men Friis Arne Petersen mener, at ikke mindst Australien kan være en hård konkurrent for Grønland, når kineserne skal investere i miner. Det er ganske enkelt billigere.

- De kinesiske statsvirksomheder, som skal lave det her, er nødt til at sikre, at de har orden i økonomien. Derfor vil de analysere, hvad de samlede omkostninger er. Australien ligger nok noget tættere på i omkostninger, siger ambassadøren.

Powered by Labrador CMS