Air Greenland: Overenskomst for kabinepersonale på plads
Efter 150 timers forhandlinger har kabinepersonalet i Air Greenland fået en ny overenskomst. En truende strejke er blevet afværget.
Parterne blev enige bare to dage inden en lovligt varslet konflikt blandt de ansatte ville træde i kraft.
Det skriver flyvebranchens Personale Union, FPU, på sin hjemmeside luftfart.nu.
Ingen overenskomst i et halvt år
Kabinepersonalet har ikke haft en overenskomst siden den gamle udløb i sommeren 2018. Parterne kunne ikke blive enige om en ny overenskomst i tide.
Under forhandlingerne skabte de manglende fremskridt større frustrationer blandt medarbejderne. Den sidste udvej for personalet var at varsle en konflikt mod selskabet, skriver luftfart.nu.
Konflikten skulle træde i kraft d. 2. januar 2019. Datoen blev sat for at skåne passagerer, der rejser mellem jul og nytår, forklarede personalets fagforening FPU.
Konflikt afblæst
Konfliktvarslet fik dog ikke parterne tættere på hinanden, så forhandlingerne endte i Forligsinstitutionen, der udsatte konflikten med 14 dage.
Tre dage før konflikten, og dermed omfattende aflysninger i lufttrafikken, kontaktede Air Greenlands ledelse de ansatte igen, med et ønske om endnu et møde.
Det blev til en 20 timers maratonmøde, der til sidst affødte en aftale om en overenskomst.
- Vi er glade over, at det endelig lykkedes os at få en aftale. Den skal nu præsenteres for medlemmerne på medlemsmøder i både Danmark og Grønland, siger Julie Christel Wright, formand for de kabineansatte i Air Greenland Cabin Union til luftfart.nu.
Aftalen skal til afstemning blandt medlemmerne, inden den kan træde i kraft, skriver luftfart.nu i deres hjemmeside.