nye helikoptere til salg
Air Greenland aflyser olieeventyr
Air Greenland har sat to nye helikoptere til salg efter skuffende aktivitet i oliejagten ved Grønland
Air Greenlands forventninger til olieefterforskningen i Grønland er ikke blevet indfriet. Flyselskabet har derfor besluttet af sælge to nye helikoptere, der ellers var bestilt til servicering af oliebranchen.
Der bliver ikke boret efter olie i år, og næste prøveboringer forventes først at blive gennemført næste år. Air Greenland havde ellers forventer større aktivitet, da helikopterne af typen EC 225 blev bestilt for fabrikanten.
Air Greenlands bestyrelsen har fredag besluttet at sætte helikopterne til salg, allerede før de blev leveret fra fabrikken.
- Vi bestilte helikopterne allerede i 2011 på grund af lang leveringstid for at være klar til operation, når olieselskaberne forventeligt ville igangsætte offshore aktiviteter. Vi har hele tiden været i tæt dialog med disse selskaber og fulgt markedet tæt, og desværre må vi konstatere, at det ikke har vist sig muligt at beskæftige helikopterne tilstrækkeligt i 2014, forklarer Air Greenlands bestyrelsesformand, Jens Wittrup-Willumsen.
- Der er heller ikke tilfredsstillende udsigter for årene derefter, og når de forventede kunder ikke er der, så tager vi som ansvarligt selskab naturligvis konsekvensen og tilpasser os markedet, inden omkostninger til for eksempel træning og reservedele tager fart.