varmere klode
Advarer klimaminister mod at sænke klimamål
Den danske stat bør have høje klimamål, særlig hvis Danmark fortsat vil påberåbe sig, at handle til gavn for Grønland og Arktis, understreger Inuit Ataqatigiit
Det er uheldigt og uambitiøst, at regeringen sænker de danske klimamål forud for Cup21-klimatopmødet, hvor verdens lande i fællesskab skal forhandle om en aftale om bekæmpelse af klimaforandringerne.
Sådan lyder budskabet fra Inuit Ataqatigiit, efter at klimaminister Lars Christian Lilleholt, Venstre, tidligere på ugen bebudede, at den daværende socialdemokratisk-ledede regerings klimamål var for ambitiøse og til skade for erhvervslivet.
- Den danske stat bør have høje klimamål, særlig hvis Danmark fortsat vil påberåbe sig, at handle til gavn for Grønland og Arktis. Vi mærker hver dag klimaændringernes konsekvenser, og andre arktiske folk mærker også i den grad konsekvenserne af resten af verdens massive forurening, understreger IA-formand Sara Olsvig i en pressemeddelelse.
Læs også: Sænker danske klimamål kort før COP21
Naalakkersuisut må handle
Hun appellerer desuden til, at Naalakkersuisut vil være meget klare i mælet over for den danske minister, når han i næste uge besøger Grønland.
- Meldingen fra Grønland bør være, at Danmark, hvis man vil kalde sig en Arktisk stat, må gå forrest i bekæmpelsen af klimaændringerne. Hvis Danmark sænker sine klimamål, vil det give incitament til andre om også at sænke ambitionerne, fremhæver formanden.
Hun opfordrer endvidere Naalakkersuisut til at have en mere klar og ambitiøs klimapolitik, ikke mindst når det gælder øget brug af vandkraft og bedre udnyttelse af overskudsvarme fra forbrændingsanlæg.