Voldsoffer: Det kom ud af det blå

Det forkerte tidspunkt og det forkerte sted. Og pludselig var politikeren og bryghusdirektør Nicolai J. Nissen slået til blods i ansigtet.

Nicolai J. Nissen ses her på skadestuen, hvor han fik en rigtig god og professionel behandling

Den uhyggelige voldsepisode skete tirsdag ved højlys dag og på gågaden foran Katuaq. Nicolai J. Nissen har valgt at fortælle om overfaldet til Sermitsiaq.AG.

Kendte heldigvis ikke gerningsmanden

- Har aldrig prøvet noget lignende før, og håber ikke, at jeg kommer til det igen. Men mest af alt er jeg glad for, at det ikke var én, jeg kendte, og motivet ikke har noget med de ting, som jeg beskæftiger mig med, fortæller Nicolai J. Nissen, der er engageret i politik, bryggeri- og restaurationsbranchen.

Han har før oplevet at modtage småtrusler, hvilket ikke er rart. Set i det lys er det en lettelse for ham, at det var en vildt fremmed, som ikke specifikt gik efter netop ham.

Politiet på pletten

- Det kom til gengæld ud af det blå. Heldigvis havde ham, der har pølsevognen, allerede ringet efter politiet, da jeg kom gående. Gerningsmanden var nemlig noget vild på hovedgaden, og jeg kom uheldigvis gående på det forkerte tidspunkt. Men politiet var på pletten inden for sekunder og det gjorde en kæmpe forskel, understreger Siumut-politikeren, der stillede op ved valget.

- Jeg var lidt omtumlet lige efter overfladet, men var i gode hænder med det samme. Politiet og ambulancefolkene var helt usædvanlige. Og de fik mig godt på benene igen på skadestuen. Har været dernede igen i dag, og de har udrettet mirakler. Er allerede i hurtig bedring, og forventer at komme på benene uden mén, siger han lettet.

Også gode oplevelser

Nicolai J. Nissen ønsker at få understreget, at skadestuen fungerede rigtig godt, og det var en oplevelse, at se teamarbejdet selv om det skete på langs.

- Politiet var virkelig effektive i sit arbejde, og de har nogle opfølgende procedurer, som gør mig tryg, fortæller det uheldige voldsoffer.

Gerningsmanden blev anholdt og sigtet i sagen, men i går sat på fri fod. Senere vil han blive retsforfulgt.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS