Gå til hovedindhold

Vivian i Brexit-offensiv

Der er store millionbeløb på spil for Grønland i forbindelse med Storbritanniens exit fra EU, den såkaldte Brexit. Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt skal til adskillige møder i Bruxelles i næste uge.

Grønlands Selvstyre har arrangeret et seminar i Bruxelles for at sætte Grønland på dagsordenen i de komplicerede Brexit-forhandlinger mellem EU og Storbritannien. Desuden skal Vivian Motzfeldt mødes med EU’s chefforhandler for Brexit Michel Barnier.

Seminar med 43 tilmeldte

Forhandlingerne har haft store konsekvenser for den britiske regering, hvor flere ministre er blevet udskiftet inden for de seneste dage. Senest gik udenrigsministeren.

Den 19. juli står Selvstyret som arrangør af et seminar i Bruxelles, hvor 43 embedsmænd, lobbyister, politikere og journalister er tilmeldt. Det store antal deltagere må glæde arrangørerne al den stund, at adskillige embedsfolk i EU-apparatet typisk holder sommerferie i juli og august.

På det en time lange seminar skal Vivian Motzfeldt og departementschefen Kenneth Høegh blandt andet holde indlæg om de grønlandske forhold. Der er desuden lagt op til spørgsmål og debat, før arrangementet afsluttes med en timelang reception med lidt mundgodt.

Vivian Motzfeldt kommer direkte fra ICC’s generalforsamling i Barrow til Bruxelles den 17. juli og skal foruden seminariet have møder med følgende nøglepersoner:

  • Europa-Kommissær for internationalt samarbejde og udvikling Neven Mimica 
  • Europa-Kommissær for Miljø, maritime anliggender og fiskeri (inkl. hvaler, sæler og Arktis) Karmenu Vella
  • EU's Chefforhandler for Brexit Michel Barnier
  • Vice-generalsekretær Christian Leffler, EU's fælles udenrigstjeneste (øverst ansvarlige embedsmand for Arktis)
  • Danmarks NATO-ambassadør Michael Zilmer-Johns
  • Danmarks EU COREPER II Ambassadør Kim Jørgensen
  • EU Politisk Sikkerheds Ambassadør Lars Bo Larsen
  • Desuden andre EU-medlemsstaters repræsentanter

Fra Grønland deltager udover Vivian Motzfeldt og departementschefen Kenneth Høegh en enkelt embedsmand.

Besøg i Storbritannien

Udenrigsdepartementet oplyser til Sermitsiaq.AG, at der i denne omgang ikke er aftalt møder direkte med repræsentanter fra Storbritannien.

- Grønland har først og fremmest forhold og aftaler med EU, og det er gennem EU, at Grønland har adgang til Storbritanniens marked. Et senere besøg til Storbritannien vil blive planlagt, oplyser udenrigsdepartementet i en mail til Sermitsiaq.AG.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER