Tatoveringskunst: Zombie Boy død

Den canadiske model Rick Genest, kendt under kunstnernavnet Zombie Boy, blev 32 år.

Zombie Boy har ageret model for adskillige modehuse rundt om i verden.

Den canadiske model Rick Genest, måske bedre kendt som Zombie Boy, er blevet fundet død i Montreal, 32 år gammel. Det oplyser det canadiske medie CBC. Politiet vurderer, at der er tale om et selvmord.

Rick Genest er muligvis bedst kendt for sine tatoveringer som en slags kropskunstner. Han har over hele kroppen inklusiv ansigtet tatoveret et skelet.

Ifølge CBC har han flere rekorder for flest tatoveringer i Guinness World Records.

I fint selskab

Hans meget tydelige udtryk har også bragt Rick Genest i fint selskab. Han har ageret model ved modeshows i Berlin og Paris, og i 2011 var han med i en musikvideo for Lady Gaga.

Lady Gaga gav udtryk for sin sorg over nyheden på det sociale medie Twitter.

- Jeg er mere end knust over, at min ven Rick Genest, Zombie Boy, har begået selvmord. Vi bliver nødt til at arbejde hårdere for at ændre vores kultur og bringe mentale sygdomme frem i lyset, så vi kan fjerne stigmaet og snakke om det, skriver Lady Gaga.

Powered by Labrador CMS