Siumut: Moral eller dobbeltmandat

Siumut-politikeren Lars Poulsen fra Nuuk er dybt skuffet over, at partitoppen i strid med en flertalsbeslutning, har forhindret ham i at blive medlem af Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse.

Lars Poulsen troede, at en flertalsbeslutning i partiet om at forbyde dobbeltmandater stod til troende, og at han derfor skulle indtræde i kommunalpolitik.

Siumuts formandskab, bestående af formand Kim Kielsen, næstformand Karl-Kristian Kruse og partisekretær Mikael Petersen tilsidesætter indtil videre en flertalsbeslutning fra landsmødet for godt et år siden, om at det skulle være slut med dobbeltmandater i partiet.

Vedtægts-analyse

Partitoppen i Siumut har via finurlige vedtægts-analyser fundet ud af, hvordan man kan tilsidesætte flertalsbeslutningen, hvor det blev besluttet, at man ikke kan sidde i Inatsisartut og en kommunalbestyrelse samtidig.

Efter landstingsvalget i april i år var den 33-årige Lars Poulsen ikke i tvivl om, at han som 1. suppleant skulle indtræde i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse, fordi han skulle erstatte Laura Táunâjik.

Som dagene og ugerne gik undrede han sig over, at der ikke skete noget. Han havde som det mest naturlige en forventning om at få en henvendelse om at indtræde i kommunalbestyrelsen, som konsekvens af dobbeltmandat-beslutningen.

Løb panden mod en mur

- Når jeg forhørte mig om situationen rundt om i partiet var det som at løbe panden mod en mur. Det var umuligt at få et klart svar på, hvorfor der ikke skete noget, fortæller Lars Poulsen til Sermitsiaq.AG, som først fik en forklaring på, hvad der foregik i partiets formandskab via Sermitsiaq.AGs artikel, der blev bragt i fredags.

Partisekretær Mikael Petersen forklarer, at man ikke ønsker at miste indflydelse i Kommuneqarfik Sermersooq, fordi Mala Høy Kuko, som afhopper fra Atassut, skulle erstattes af det tidligere Atassut-medlem Steen Lynge, som siden også er hoppet videre til partiet Demokraterne. Det ville betyde, at Siumut ville miste en plads i kommunalbestyrelsen i hovedstaden.

Ingen forklaring

Mikael Petersen har imidlertid ingen forklaring på, hvorfor partitoppen ikke går ind for en dispensationsregel, der alene gælder situation med Mala Høy Kuko.

Fire andre kommunalpolitikere fra Siumut blev nemlig også valgt ind til landstinget i april i år. Det var Laura Taunajik, Jess Svane, Nikkulat Jeremiassen og Anders Olsen. Alle har en Siumut-suppleant i ryggen. De kan med partitoppens nyeste manøvre således fortsætte med at sidde med et dobbeltmandat og -honorar.

109 personlige stemmer

Lars Poulsen fik 109 personlige stemmer til kommunalvalget i april 2017 og er medlem af Siumuts Ungdom.

- Jeg er i kontakt med bestyrelsesmedlemmer i Siumuts Ungdom, der forsikrer mig om, at sagen vil blive taget op på Siumut Ungdoms landsmøde til september, oplyser Lars Poulsen, der finder det moralsk forkert, at partitoppen nu tilsidesætter en flertalsbeslutning.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS