Selvstyret begår en ny flagbommert

Selvstyret roder med, hvilke dage der skal flages, og hvilke dage der ikke skal flages. Mandag flagede man således for en afdød person.

Selvstyret glemte at flage den 5. juni - Danmarks Grundlovsdag. Derimod røg flaget til tops ved Selvstyre-bygningerne i går mandag den 11. juni i Nuuk.

Fjernet som flagdag

11. juni har Rigsombudsmanden i Grønland ellers fjernet som officiel flagdag.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er afgået ved døden, hvorfor der ikke længere skal flages på hans fødselsdag den 11. juni, skrev souschef i rigsombuddet Jan Bønæs i en skrivelse til Selvstyret, kommunerne og de statslige institutoner i et brev, der blev udsendt den 24. maj.

I Danmark blev der ikke flaget for Prins Henrik, hvilket Justitsministeriet har udsendt instruks om.

Sermitsiaq.AG søgte at få en forklaring hos den konstituerede direktør i Formandens Departement Tina Davidsen. Hun henviser imidlertid sagen til Rigsombuddet.

Ikke overrasket

Jan Bønæs lyder ikke overrasket over, at Selvstyret, trods orienteringen fra Rigsombudsmanden den 24. maj, flagede i går.

- Det kan jo sagtens ske. Og der kan jo gå nogen tid, før man får lavet en ny bekendtgørelse, siger Jan Bønæs.

Flere flagdage

I skrivelsen fra Rigsombudsmanden oplyser man også, at ”statens institutioner ”flager med det grønlandske flag, Erfalasorput, den 21. juni og med det færøske flag, Merkiđ, den 29. juni”.

Det meddeles ligeledes, at den 29. juni er omdøbt til ”den nationale festdag, Olai Dag” på grund af diskussioner i 2016 fra færøsk side.

Høflighedsflagning

- Rigsombudsmanden har samtidig fundet, at der på Hellig tre kongers dag, 2. påskedag, 2. pinsedag og 2. juledag kan finde høflighedsflagning sted, selv om det ikke er officielle danske flagdage. På disse dage flages i forvejen fra Selvstyre og kommuner, hvorfor der tillades høflighedsflagning fra statens bygninger i Grønland, hedder det i brevet fra Rigsombudsmanden i Grønland.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS