Borgmestre kritiserer trafiksituation og kommer med bøn

Trafiksituationen i Nord og Sydgrønland lider af uacceptable forsinkelser, siger borgmestre.

- Jeg vil på det kraftigste opfordrer Selvstyret og Air Greenland om at gøre noget ved trafikforholdende i Uummannaq-området. Vi forstår godt, at der er aflysninger grundet dårligt vejr, men de tekniske problemer er alt for mange, og det går hårdt ud over en masse mennesker, som i vintertiden er afhængig af lufttrafikken, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen.

Borgmestrene i henholdsvis Kommune Kujalleq og Avannaata Kommunia er tirsdag kommet med en appel om, at trafiksituationen i de to kommuner må forbedres.

Borgmester Palle Jerimiassen skriver, at helikoptertrafikken ved Uummannaq har lidt under forsinkelser siden starten af februar:

- Det er uacceptabelt at ældre og syge, som skal til Nuuk ikke kan komme afsted. Mange har oplevet at skulle vente op til en uge, før de kan flyve. Det skal gøres meget bedre. Selvstyret og Air Greenland har en servicekontrakt, det betyder, at de skal servicere passagerne, ikke nedprioritere dem, udtaler borgmester Palle Jerimiassen i en pressemeddelelse.

Ifølge borgmesteren har helikopteren i området været ramt af tekniske problemer, og det går ud over passagerer og patienter, men også post og almindelig fragt bliver forsinket.

Storisen blokerer for sejlads i syd

Med hensyn til Kommune Kujalleq siger borgmester Stine Egede (IA), at mange rejsende er ramt som følge af meget storis, hvilket har ført til at bådtrafikken er indstillet:

- Patienter, som skulle rejse har ventet fem eller flere dage på at tage afsted, børn, som rejser til mesterskaber har ikke kunne nå frem i tide, eller også har de brugt mange rejsedage for at nå hjem, rejsende fra bygder har ventet op til 14 dage for, at komme afsted; dette er uacceptabelt, skriver Stine Egede i en udtalelse tirsdag.

Hun opfordrer til, at Diskoline og Air Greenland får et tættere samarbejde:

- Der bør være en mere fleksibel trafik i Sydgrønland, hvor storisen kommer ind. Naalakkersuisut, jeg retter et inderligt ønske til jer om, at gøre noget ved dette sammen med de relevante parter, lyder det fra borgmesteren.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar til kritikken fra Air Greenland, Naalakkersuisut og Disko Line.

Powered by Labrador CMS