AK: Gummibåde uegnet til høj sø

Arktisk Kommando oplyser, at man har seks gummibåde på sejlende enheder, som er blevet underlagt visse restriktioner efter en kæntringsulykke tilbage i 2021.

Det var en ulykke med inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsens gummibåd, der satte fokus på sikkerheden og afslørede fejl og mangler med gummibådstypen Pro-740.

Forleden oplyste Forsvarsministeriet, at man havde iværksat en ekstern advokatundersøgelse af forhold vedrørende indkøb, fejl og utilstrækkelig kontrol med Forsvarets gummibåde.

Tilbage i september 2021 kæntrede en af inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsens gummibåde, hvor to af de ombordværende blev fanget under båden, mistede bevidstheden, men slap med livet i behold.

Alvorlige fejl og mangler

Det viste sig senere, at der var flere alvorlige fejl og mangler ved gummibådene, der er syv meter lange, har fast bund og to motorer.

Arktisk Kommando oplyser, at “det er en fejl at antage, at gummibådene ikke kan benyttes”.

- De benyttes faktisk meget ofte af enhederne til forskellige formål herunder ved fiskeriinspektioner, sejlads ind og ud af havn og andet. Gummibådene har dog nogle restriktioner på benyttelse, hvilket betyder, at de ikke benyttes ved høj sø eller i hård vind af hensyn til sikkerheden, oplyser Arktisk Kommando til Sermitsiaq.AG.

Det bliver understreget, at Arktisk Kommando ikke har nogen indikationer på, at det skulle have afgørende betydning for opgaveløsningen.

Forsvarsministeriet forklarer om baggrunden for advokatundersøgelsen, at “en igangværende kvalitetssikring i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har konstateret en række mulige fejl, der både angår nyindkøbte samt eksisterende gummibåde”.

Indkøb stoppet

- Afdækningen indikerer, at FMI over en årrække ikke i tilstrækkelig grad har foretaget den fornødne kontrol og kvalitetssikring, oplyser ministeriet.

Det oplyses desuden, at man har stoppet for indkøb af den omtalte gummibådstype, og at man er i gang med at finde løsninger med henblik på at sikre den fortsatte drift af gummibådene, der er af typen Pro-740 fra Korsør-grossisten Pro-Safe.

Powered by Labrador CMS