Nyudnævnte betjente fra politiskolen

Seks nye politibetjente blev fredag færdiguddannet fra politiskolen i Grønland.

De nyuddannede politibetjente.

De nyudnævnte betjente er den første årgang, som gennemfører politiets basisuddannelse på politiskolen i Grønland, som trådte i kraft i september 2016. Det oplyser, Grønlands Politi, i en pressemeddelelse.

Særligt for den nye basisuddannelse er, at uddannelsen er identisk med den to-årige politibasisuddannelse i Danmark.

Særlige fag

Det oplyses, at den nye politiuddannelse i Grønland har i tillæg til den danske uddannelse inkorporeret yderligere fag, herunder bl.a. eftersøgninger (SAR – Search and Rescue), og ekstra uddannelse i håndtering af selvmord, vold og seksualforbrydelser, som er nogle af de sager, man kan blive konfronteret med i hverdagen som politibetjent i Grønland.

- Optagelseskravene og vilkårene på den grønlandske og danske politibasisuddannelse er nøjagtigt de samme. Det er vigtigt for Grønland, at unge kan søge på lige vilkår med uddannelsen i Danmark, og at Grønlands politiuddannelse ligeledes er på niveau med den danske, siger specialkonsulent og underviser på politiets grunduddannelse Søren Hardrup, ifølge pressemeddelelsen.

Klar til at skabe tryghed

I forbindelse med fredagens dimission modtog de nyudnævnte betjente deres eksamensbeviser. De er nu også formelt betjente, der er klar til at skabe tryghed på gaden i hverdagens Grønland:

- Det er dejligt at være færdig som politibetjent. Det indebærer et stort ansvar at gøre tjeneste i samfundet og skabe sikkerhed, men jeg glæder mig rigtig meget til det, siger en af de netop nyudnævnte betjente Poul Kreutzmann.

Powered by Labrador CMS