Lufthavnsaftale kan trække andre investeringer efter sig

Direktør for Grønlandsbanken, Martin Kviesgaard ser de danske investeringer som et positivt signal til omverden - ud over at det giver en kontant besparelse på selve lufthavnsprojektet.

Aftalen om, at Danmark investerer i og låner til lufthavnsprojektet, kan få positive virkninger, der rækker ud over selve projektet. Det vurderer direktør for Grønlandsbanken, Martin Kviesgaard.

Det kan nemlig gøre internationale investorer opmærksomme på Grønland.

- Jeg syntes det er et positivt signal til omverden, at man ser en større dansk involvering, finansiering og investering i Grønland. Det kan godt være et positivt signal til udenlandske investorer om, at man godt kan finansiere og investere i Grønland, siger Martin Kviesgaard til Sermitsiaq.AG.

Besparelse

For selv lufthavnsprojektet betyder det, at det ganske enkelt bliver markant billigere at realisere.

- Det vil betyde, at der er en lavere gældsbyrde. Der kommer mere egenkapital ind i projektet og samtidigt vil dansk deltagelse også være med til at gøre finansieringen billigere i det hele taget. Det ligner en betydelig omkostningsbesparelse for projektet.

Besparelsens præcise størrelse kan han dog på nuværende tidspunkt ikke sige noget om.

- Det er ikke noget, vi har regnet på, men der vil naturligvis være en løbende besparelse med en lavere gældsbyrde og en lavere rente.

Kalaallit Airports’ økonomiske direktør, Peter Wistoft har tidligere udtalt, at han vurderer besparelsen til 1 mia kr over de 25 år man skal afdrage et normalt kommercielt lån.

Rammeaftale

De konkrete vilkår for det danske indskud skal først forhandles på plads. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvilken indflydelse staten får for sin ejerandel på 33,3 procent.

- Nu er det jo en rammeaftale, så der er en række detaljer, der skal aftales på plads og der har jeg ikke kendskab til, hvor meget der mangler, men selvfølgelig skal det på plads.

- Men man må se aftalen som en positiv erklæring om, at man ønsker et samarbejde, og det syntes jeg, at man skal være tilfreds med. Og så må formode at der også kommer en for begge parter fornuftig aftale ud af det.

Powered by Labrador CMS