Landstræner: Det vildeste jeg har oplevet

Det blev en uforglemmelig aften for landstræner Ingi Olsen, da det grønlandske landshold slog Uruguay mandag ved Pan Am. - Jeg har aldrig oplevet vildere publikum, siger han til Sermitsiaq.AG

Landstræner Ingi Olsen roser samtlige tilskuere, der overværede kampen mod Uruguay

- Det publikum jeg oplevede i går, var det vildest jeg nogensinde har oplevet.

Det siger landstræner for det grønlandske herrelandshold Ingi Olsen efter sejren over Uruguay mandag ved de Pan Amerikanske Mesterskaber. Han takker samtlige tilskuere, der overværede den intense kamp.

- Der var masser af mennesker også efter kampen, hvor de jublede sammen med os. De uruguayanske spillere blev også på banen fordi det var så vildt at opleve. Selv efter halv time efter var der masser af mennesker, det var helt fantastisk, siger Ingi Olsen.

Læs: Grønland tæt på semifinale efter dramatisk sejr

Hård kamp

- Hvordan vil du vurdere jeres kamp?

- Uruguay er et fint hold. Det har en god playmaker og deres stregsspiller spillede også meget godt. Og vi fik mange udvisninger, hvilket tappede på vores kræfter. Angrebsmæssigt kom vi nemt til afslutninger både i første og andenhalvleg, men vi formåede desværre ikke at stoppe deres angreb, hvor de fik også mange straffekast, fortæller Ingi Olsen.

Stregsspiller døjer med skade

Han oplyser, at den grønlandske stregsspiller, Eqalunnguaq Kristiansen, har lidt problemer med sin ene knæ, som han har løbet med siden første kamp.

- Derfor skal vi passe på ham og holde øje med, at hans skade ikke skal forværres. Da Andreas Lorentzen blev vist ud spillede Eqalunnguaq resten af kampen, og det kan han godt, oplyser landstræneren.

Roser spillerne for at håndtere presset

Det blev en nervepirrende afslutning af kampen mod Uruguay. Ingi Olsen roser sine spillere for at håndtere presset.

- Vi har haft fokus på, hvordan vi ville håndtere presset. Jeg vidste, at Miki Heilmann er en kølig dreng sammen med Nuka Heilmann. De kom ind i slutfacen, for man kan ikke benytte debutanter i disse situationer. Det var en speciel afslutning, lyder det fra Ingi Olsen.

Der spilles ingen kampe i dag, tirsdag. Onsdag møder Grønland det stærke brasilianske hold.

Powered by Labrador CMS