Grønlandsbanken sætter udlånsrekord

Grønlands største bank, Grønlandsbanken, har øget sine udlån til kunderne, fremgår det af halvårsregnskabet for 2018, som netop er offentliggjort.

Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, er yderst tilfreds med den store udlånsvækst. De samlede udlån er nu på 3,5 milliarder kroner

På 2,5 år er udlånene vokset med 25 procent og i 2018 er udlånene vokset med syv procent, så man når op på et rekordstortniveau på 3,5 milliarder kroner.

Meget tilfreds bankdirektør

Bankdirektør Martin Kviesgaard er meget tilfreds med bankens udvikling, der beror på ”at mange virksomheder og privatkunder har en stærk økonomi og investerer i forretningsudvikling og blandt andet boliger og miljørigtige biler”, som han udtrykker det i en pressemeddelelse.

Halvårsresultatet er fem millioner kroner ringere end året før og lander på 68,7 millioner kroner, hvilket forklares med dårligere kursreguleringer. Basisdriften og kontoen ”tab og nedskrivninger” udvikler sig imidlertid positivt, fastslås det i meddelelsen.

Nyansættelser på vej

Bankdirektøren forventer, at han bliver nødt til at ansætte flere medarbejdere i år.

Banken oplyser, at der er brugt mange penge på at udvikle et nyt pensionssystem og øvrige digitale løsninger.

Det oplyses, at den nyeste filial i Aasiaat og bankens næststørste afdeling i Sisimiut præsenterer flot vækst.

Solid egenkapital

At Grønlandsbanken er en solid bank fremgår af egenkapitalen på 958 millioner kroner, hvilket er mere end dobbelt så stor som lovens krav.

Powered by Labrador CMS