Analyse: Hvor vil USA investere i lufthavne?

Kangerlussuaq eller Ilulissat er nærliggende muligheder for det amerikanske forsvar at investere

Det amerikanske forsvar har ret til at benytte Kangerlussuaq til blandt andet nødlandinger og øvelser

Det kom tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel, da den amerikanske ambassade i København sidste mandag annoncerede på Facebook og Twitter, at det amerikanske forsvar er parat til at investere i den grønlandske lufthavnsinfrastruktur. En hensigtserklæring, der fastslog dette, havde den amerikanske viceforsvarsminister John Rood dagen forinden underskrevet under et besøg på Pituffik.

Men selvom offentliggørelsen virkede uventet, så er det svært at forestille sig, at det amerikanske forsvar går ud med sådan et initiativ uden at have vendt sagen med de danske og grønlandske myndigheder. Den kendsgerning, at det danske udenrigsministerium inden for en times tid offentliggjorde en fælles dansk/grønlandsk pressemeddelelse, peger ligeledes i retning af, at man har været orienteret om de amerikanske overvejelser om at investere i de grønlandske lufthavne.

Sammenhæng med servicekontrakter?

Drøftelser, der vedrører den amerikanske militære tilstedeværelse, foregår i Permanent Committee, som mødes tre gange om året, senest i august.

IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har på et møde i Udenrigspolitisk Nævn spurgt udenrigsminister Anders Samuelsen om de amerikanske planer.

- Jeg syntes, at det er interessant at vide, om der er en sammenhæng mellem den amerikanske hensigtserklæring, og de fortsatte drøftelser om servicekontrakterne på Pituffik, siger hun Sermitsiaq.AG.

- Drøftelserne om servicekontrakterne har været omgærdet af et stort hemmelighedskræmmeri.

Både Naalakkersuisut og Inatsisartut har gentagne gange understreget, at det grønlandske samfund skal have en fordel ud af den amerikanske tilstedeværelse i Pituffik. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der i hensigtserklæringen netop står, at investeringerne vil gavne den grønlandske befolkning.

Kangerlussuaq må bruges til nødlandinger

Da møder i Udenrigspolitisk Nævn er lukkede, må Aaja Chemnitz Larsen (IA) ikke referere udenrigsministerens svar. Hun må imidlertid godt fortælle, hvad hun har spurgt om.

Og et af de interessante spørgsmål er naturligvis, præcist hvad det amerikanske forsvar overvejer at investere i.

- Jeg har spurgt ind til, hvilke byer eller bygder de amerikanske investeringer kan falde i, forklarer Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Som det er i dag, har det amerikanske forsvar ret til at bruge Kangerlussuaq til nødlandinger. Ligeledes kan det bruge lufthavnen i tilfælde af 'krise, spænding eller i forbindelse med militære øvelser'. Det fremgår af aftalen fra 1991 om overdragelsen af Kangerlussuaq og Kulusuk fra USA til hjemmestyret. Hvis Kangerlussuaq nedgraderes kraftigt eller endda omdannes til heliport, så vil USA miste denne mulighed.

Så når der i hensigtserklæringen tales om, at lufthavnsinvesteringerne skal sigte mod både en civil og en militær anvendelse, så er det præcist dette, der sigtes imod.

Kangerlussuaq eller Ilulissat

Efter Sermitsiaq.AGs oplysninger, så har det amerikanske forsvar brug for landingsbaner, der er længere end 2200 meter, hvis en lufthavn skal kunne bruges på samme måde, som Kangerlussuaq bliver det i dag. Denne oplysning er dog ikke bekræftet fra amerikansk side.

Dermed er Nuuk ude af billedet, hvis man fastholder den nuværende placering, hvor der ikke er plads til en længere bane.

Dette efterlader reelt to sandsynlige scenarier: Nemlig, at USA betaler for at holde Kangerlussuaq åbent. Eller at man betaler for, at banen i Ilulissat bliver længere end de 2200 meter.

- Jeg har ligeledes spurgt ind til, om den militære brug af lufthavnene også vil betyde en permanent amerikansk tilstedeværelse det pågældende sted, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

- Det er vigtigt, at Arktis forbliver et lavspændingsområde, og derfor er det også vigtigt, at vi diskuterer betydningen af en eventuelt øget amerikanske militær tilstedeværelse i Grønland.

Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg har i dag indkaldt formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) samt naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) til et lukket samråd.

Powered by Labrador CMS